IS-Rover tillader dig hurtigt og let at opstille en totalstation, og den kan udføre opmålinger, som GPS'en traditionelt er udfordret på. Metoden kræver ingen faste fikspunkter.
Med IS Rover sætter du din GPS på toppen af prismet, og så er det hurtigt og let for dig at opstille din totalstation, hvor det er mest praktisk for dig. Derefter kan totalstationen give dig en position til prismet, når satellitdækningen er for dårlig til GPS’en. Det kræver kun, at sigtelinjen er ubrudt. Selv faste fikspunkter er unødvendige.
Dermed kan du måle, hvor der typisk er dårlig dækning fra satellitter, som fx imellem høje huse og i skove. Metoden er især praktisk ved ledningsopmåling og lignende opgaver, hvor man kun skal lave målinger det samme sted én gang, og hvor den krævede nøjagtighed passer med det, en GPS leverer. En IS Rover er også nyttig til opstilling af totalstationen til opgaver, hvor det især er den interne nøjagtighed, der er vigtig.
De centrale funktioner til at bruge IS Roveren ligger i Trimble Access på alle Trimbles totalstationer, og den er enkel at gå til. De enkelte led i denne værdifulde metode er beskrevet i manualen for IS Rover.

IS Rover er betegnelsen for den meget nyttige kombination af en GPS og et prisme, som her hvor en R10 GPS er kombineret med prismet VX/S 360.